Vejledning efter Designmessen

Efter designmessen havde vi et stort behov for vejledning med Jonas og Louise og bad derfor om et møde med dem. Vi fik på messen både god og dårlig feedback omkring vores designkoncept, men vi følte os ikke overbeviste om, at vi havde fat i den endelige løsning endnu. Endvidere følte vi, at vi sad fast ift., hvor meget vi knoklede med konceptet, og for os var det hele tiden et skridt frem og to tilbage.

Til mødet snakkede vi derfor om, hvorvidt det var muligt at flytte konceptet til terminalen frem for afgangs-ankomsthallen, da det efterhånden gik op for os, at dette sted var for svært for os, at få brugerne aktiveret. Endvidere gik det imod vores undersøgelse at blive ved med at arbejde med afgang-ankomst, og vi følte efterhånden kun, at vi bevarede dette rum, fordi vores interessent mente, at det kunne være spændende, netop fordi dette rum mangler noget, og fordi der allerede er påbegyndte tiltag til brugeraktivering i terminal-området.

Dog har vi jo fundet ud af, at ventetiden fordrives bedst, når man venter på flyet, altså ved terminalen. Derfor kræver vores koncept en anden rammesætning, for overhovedet at kunne lade sig gøre. Man kan dog snakke om, hvorvidt der er bevægelse i det, hvormed man evt. kunne starte det i afgang-ankomst og lade det gå videre i terminal-området.

Heldigvis mente vejlederne, at vores arbejde ikke var helt spildt, og at vi havde gode argumenter for at flytte vores koncept til et andet område. Dog krævede det, at vi skulle være refleksive omkring, hvad det vil gøre at flytte rummet.

Ville det endvidere være muligt for os at lave en prototype i lufthavnen? Og ville det i så fald blive en bedre opgave, hvis vi gjorde det? Vi kom frem til, at det ville være optimalt at gøre inden det mundtlige forsvar, hvis vi har tid?

Derudover kom vi ind på emnet omkring vores træ; hvorfor hænge bagagestrips på et træ? Giver det mening? Vi selv har jo brugt begrundelsen, at Billund Lufthavn har stort fokus på miljøet, hvorfor et stort, levende træ ville give både stemning og natur til afgang-ankomst, men også sætte fokus på miljøet. Men er det mere bare en iøjefaldende genstand, som ligeså godt kunne være noget helt andet?

Også bagagestrippen blev diskuteret; hvorledes kunne man få/lokke folk til at knytte informationer til denne? I sig selv er idéen, omkring at tage bagagestrippen i brug, god – da det er et erindringsmateriale, som følger dig gennem hele rejsen. Her kan man igen tage fat i bevægelseselementet og evt. indtænke en slags velkomst, når brugerne ankommer til lufthavnen og lade dette fortsætte i en bevægelse til check in og dernæst terminalen, som en slags overgangsritual.

Der er dog noget fedt over det uforpligtende, men det kan evt. bruges som løftestang til at skabe kontinuerlighed i rejsen?

Man må også tænke på, hvilken emotion oplevelsen skal have. Hvortil vi først svarede inspirerende, smil på læben og informerende. Men kan der skabes flow? Man er på vej ud i verden. Rejsen starter i lufthavnen – hvortil vi taler om stedet som et non-space (som noget der er globalt ens, hvor der ikke findes antropologisk forandring). Men Billund lufthavn er et jysk sted, ikke et non-space, som vi måske først har antaget. I Billund er lufthavnen ikke et stort, globalt transitrum – der er nemlig stort forskel på lufthavne. Når vi nærmere tænker efter, og rent faktisk lytter til vores brugeres udtalelser, så er Billund lufthavn ikke bare en lufthavn, men netop en lille, lokal lufthavn. Hvem er dog motiveret for denne lokale forankring?

Vi taler på ny omkring udfordringen ved, at vores brugere er på farten. Dog betyder det ikke, at vi ikke kan komme frem til en designløsning. Det at være i bevægelse – at være på vej, giver større mulighed for at løfte rejseoplevelsen. Ikke fornemmelsen for at befinde sig på den jyske muld, men fornemmelsen for at være på vej et sted hen.

Vi står dog overfor et clash, da vores interessent, Mette, fremhæver Billund Lufthavn som denne lokale lufthavn, og vi får at vide, at vi ikke skal tage Mettes mening med hele vejen, men nogle gange holde fast i vores egen mavefornemmelse. Alt skal altså ikke forkastes, fordi vi overvejer at tage et andet rum i brug.

Bagagestrippen skal dog med hele vejen, da den netop repræsenterer bevægelsestingen.

Ydermere er det ikke værdiløst med en partner - men alt handler ikke om denne, hvorfor vi ikke skal være så bange for at en smule imod dennes ønsker. Hvorfor man også kan sige, hvor er der mest læring i det for os? Hvis vi ikke kan udvikle noget vi kan stå indenfor, så er der ikke pointe i at lave noget med vores interessent, Mette. Dog er der selvfølgelig læring i at kunne holde sig indenfor interessentens rammer.

Efterfølgende vejledningen, reflekterede vi over de ting, som var blevet sagt, og vi snakkede om, at det var godt at kunne komme flere lag på konceptet, dvs. overfor Billund lufthavn ville man kunne argumentere, at der er branding potentiale i vores koncept, hvorimod der, ift. vores opgave, er andre ting, som vi kan ligge vægt på.

Mht. vores community idé, så blev den forkastet en smule til vejledningen, da du logger dig ind og dermed forankres i lufthavnen. Det er måske godt med det uforpligtende, som ikke personliggøres? Dog mener vores brugere (workshop deltagere), at community idéen er god, da du føler, at du er speciel, idet det kun er for de rejsende.

Vi kommer dog slutteligt frem til, at man ikke skal forankres i stedet, da det er et sted med flow, hvor du er i bevægelse/rejser.

Endvidere taler vi om, at vi ikke er praktikere, men strateger, da vi ikke gode til at modellere vores idéer/lave dem om.

På nuværende tidspunkt er vores koncept fyldt med modstridende ting – i bevægelse/rejsen vs. stilstand/afslapning, og vi føler derfor at vi sidder lidt fast og har brug for nye øjne på nyt koncept – derfor ønskes endnu en workshop.