Iteration - Tre skridt tilbage

Vores refleksioner over valg af lufthavnsrum endte ud i at vi til sidst besluttede at fokusere på terminalen som rum for interventionen.  Dette valg betød at vi måtte foretage en iteration i processen og tage et par skridt tilbage. Valget af terminalen betød nemlig også at bagagestrippen ikke længere var relevant, idet man sætter denne på sin kuffert i afgangshallen, og derfor ikke har den til rådighed i terminalen.

Vi gik tilbage til den del af processen hvor vi lavede affinity diagram, og divergerede for bedre at kunne konceptudvikle til det nye rum. Vi tilførte dog vores nye refleksioner og erfaringer fra designmessen og vejledning.

Vi valgte at holde fast i nogle aspekter af det gamle koncept som vi synes var gode og stadig relevante. Men det førte også til nye indsigter og ideer.

Vi brainstormede videre over hvad det var der var godt og hvad det var der ikke holdt i konceptet. Og hvad det var vi gerne ville fokusere på i lufthavns oplevelsen.

Vores tanker kredsede blandt andet om at man måske ikke skulle udfordre den mystik der var i lufthavnen, ved at gøre interventionen for personlig. Vi begyndte at se at mystikken måske nærmere skulle underbygges, da det var denne der skabte spænding og stemning i rummet.

Det var også klart for os, især efter designmessen, at interventionen ville blive afprøvet, beskuet eller bedømt af mange forskellige mennesker, i alle aldre og med forskellige meninger og lyster. På den ene side gjorde dette os klar over at ved at lave en intervention der skulle benyttes via en smartphone måske afskrev mange, men på den anden side gik det også op for at vi ikke kunne lave en intervention for alle. Dog er lufthavnsrummet så mangfoldigt at vi måske alligevel skulle forsøge at gøre den så nem og let at gå til så de fleste ville kunne få noget ud af den.

Vi var især blevet opmærksomme på at især børn fungerer som foregangsmænd, når der er noget nyt som skal afprøves, eller blot noget som de kan aktiverer. På messen så vi at børnene synes det var spændende at de kunne gøre noget for at få noget nyt frem. Om de så var interesseret i indholdet, var en helt anden sag.

Vi diskuterede hvad det var man som bruger egentlig gennemgik emotionelt i terminalen, og hvilke behov der var. Vi begyndte at snakke meget om den forandring der er mentalt når man skal ud og rejse. Det er et afbræk fra hverdagen, og der er næsten altid en form for større eller mindre transformation af individet tilknyttet dette.

Vi så lufthavnsrummet som et potentielt overgangsrum, eller ligefrem en overgangsrite. I dette  rum forberede man sig på at skulle noget nyt. Man starter rejsen i lufthavnen, og det er her følelsen af forandring begynder at træde i kraft. Rummet bliver en overgang fra individets almindelige hverdagsliv, og til oplevelsen af at rejse. Man er måske her netop mere åben overfor risici, overfor at prøve noget nyt, eller møde fremmede mennesker. (Alt dette snakkede vi allerede om i starten af vores designproces) Lufthavnen kunne fungere som en slags overgangsritual.

Vi var denne gang mere opsatte på at følge vores mavefornemmelser, end for at skulle forsøge at gøre vores interessent tilfreds, eller forsøge at presse erindringskultur eller andet ned over situationen, selvom det måske ikke passede ind.

Vi diskuterede kort igen hvorfor det ikke gav mening at lave en intervention i angangshal/ankomsthal. Dette fordi det er et naturligt flow i dette rum, og mest af alt fordi vi havde fundet ud af at de fleste ikke har lyst til at lave noget derude. De er for stressede, og er ikke rolige og trygge før de er kommet igennem security. Mest af alt har brugerne ikke behov for noget at lave i dette rum, og det vil måske mere være en forstyrrelse end en glæde. Derudover er det netop i terminalen at de sidder og keder sig, og derfor argumenterer vi for at netop en oplevelsesøkonomisk intervention er bedst at udføre i dette rum.

Men vejen til denne erkendelse, har været lang og indviklet for os. Men måske også nødvendig.

Vi begyndte at indtænke begrebet Loose Space fra stedsteori ind, som en slags time-out  fra hverdagens rutiner, som det netop også ville være i lufthavnen.

Vi ville også gerne spille på forventningens glæde, og synliggøre dette bedre. Det er disse følelser af forventning som på en måde sætter rejsen i gang.

Vi snakkede om at sammenligne før og efter rejsen. Kan man se en forandring ved fx at tage før og efter billeder af passagererne. Her snakkede vi om spejle som havde store spørgsmål skrevet på som fx ” Hvad er dine forventninger?” osv. Spørgsmålene skulle sætte tanker i gang, og der kunne så ligeledes være spejle når man kom hjem igen med andre spørgsmål på. Vi legede her med brugernes egne refleksioner over dem selv og deres rejse.

Vi satte spørgsmålstegn ved om billeder eller spejlbilleder gjorde stemningen og forventningerne synlige nok. Måske skulle der laves noget mere visuelt.

Vi blev inspireret af et tiltag i Heathrow lufthavn hvor de havde lavet ”Sticky Bits”, som var små stregkoder over hele lufthavnen, som man kunne scanne. Vi så en mulighed i at benytte noget lignende som peepholes i Billund lufthavn. Dette var mere eller mindre blot en anden form for bagage strips med QR koder.  Men selve peepholes ideen, kunne vi godt lide. Det ville skabe et glimt af noget, og dermed skabe nysgerrighed og evt stemning for brugerne.

Vi talte også om at brugerne i forhold til lufthavnen som overgangsrite, skulle give slip på hverdagen på en meget konkret måde. Måske skulle man afgive noget som symbol på hverdagen, og dermed gøre sig klar til rejsen. Man skulle give slip på hverdagsproblemerne. Vi diskuterede om det ikke var noget man gjorde ubevidst i forvejen, noget man mentalt gør, og der var måske ingen pointe i at fremhæve dette.

Vi snakkede også en del om ”go to gate” oplevelsen, og om man måske kunne lave en oplevelsesrute ala Serendipitor.

Vi begyndte at idegenere ud fra aspektet af at være på vej, at være i bevægelse og i forandring.

Vi fik ideen om en interaktiv væg inspireret af Camilla Utterbacks installationer. Ideen af at når man passerede forbi væggen eller bevægede sig foran ville aktivere den, kunne vi rigtig godt lide. På væggen skulle der være øjeblikke fra den destination som man skulle til. Og disse skulle vises som video evt med lyd. Dette korresponderede også godt med Billunds tagline ”Verden direkte”. Videoen skulle aktiveres når en person gik forbi væggen.

I stedet for bagagestrippen kunne man benytte boarding cardet eller måske passet som aktiveringsobjekt. Dette kunne stadig væk bruges som erindringsmateriale da det også er noget man har med sig rejsen igennem.

Ideen var at personen skulle scanne sit boarding card eller pas og aflæse den destination som brugeren skal hen til. Destinationen ville så vise sig ”live” og in motion når brugeren var i bevægelse foran væggen. Ligeledes kunne der følge lyde med fra destinationen.

Vi havde en umiddelbar god fornemmelse af denne ide. Og vi syntes at den var baseret på mange af vores teoretiske og empiriske findings. Interventionen ville give personen en fornemmelse af at være på vej, samt en forsmag på hvad der ventede dem på rejsen, men samtidig kun et øjeblik. Disse øjeblikke så vi som peepholes, hvorved mystikken kunne bevares og spændingen intensiveres. Det skulle ses som en mulighed for at lave noget meningsfyldt, i stedet for at sidde passivt og vente på at komme af sted, og blot drømme om rejsen.

Vi ville gøre lufthavnen til noget mere end et nonplace. Det skulle være  et sted hvor man kan ”go anywhere, i stedet for no-where”. Vi begyndte at snakke om mulighederne for at afprøve andre destinationer også. Dette på baggrund af vores empiri, hvor flere nævnte at de også sad og forestillede sig andre destinationer end deres egne, i lufthavnen.