Vejledning samt revurdering af idé

Efter vores workshop 2.0 havde vi vejledning med Jonas.

Vi havde på dette tidspunkt brug for at vide dels om det kunne lade sig gøre rent teknisk (selvom vi havde fået lidt viden fra Thomas også) og dels om vi denne gang var på rette spor (dette måtte blive den sidste løsning, vi havde ikke tid til at arbejde videre med denne løsning i længere tid for derefter at forkaste den igen)

Til denne vejledning stillede Jonas en masse afklarende spørgsmål.

Dels til hvordan teknologien skulle fungere, dels til det interaktive og dels til hvordan det erindringskulturelle aspekt kunne træde mere frem.

Kunne man fx som bruger knytte noget tilbage til oplevelsen, således at det fx ikke blot var præproduceret indhold?

Jonas syntes rigtig godt om vores brug af boarding cardet- at vi bruger det på en ny måde og som et overraskelsesmoment. Vi har alle et boardingcard, når vi skal ud og rejse, det bliver tjekket og scannet mange forskellige steder, både ved security, men også når man skal købe varer. Dét at man også kan få en oplevelse ud af at scanne ens boardingcard er en ny og anderledes både at bruge boardingcardet på.

Jonas bekræftede os i, at vi måtte få det her til at lykkes, men at vi på nuværende tidspunkt skulle gennemarbejde alle de små detaljer samt få talt med nogen, der havde teknisk viden, som kunne fortælle os, hvordan det skulle laves. Endvidere kunne vi få noget viden fra en grafiker omkring det grafiske udtryk.

Efter vejledningen talte vi meget frem og tilbage om de enkelte delelementer i vores projekt. De ting der var i spil var:

-       - boardingcardet

-      -  hvad skulle der være på væggen?

o   Hvordan skulle interaktionen foregå

o   Skulle flere kunne benytte sig af væggen på en gang?

-       - skulle der være noget på væggen, før man scannede ens boardingcard?

Selve boardingkortet er nostalgisk. Der er en rejse gemt i et boardingkort og en masse minder. Dermed ligger der i sig selv noget erindringskulturelt i et boardingcard. Det sjove kunne være, at man kunne komme ind i en stemning omkring det sted man skal hen til, uden man selv har været der endnu. Dermed indeholder boardingkortet fremtiden (vi spiller på det spatio-temporale element)

Med væggen talte vi om, om der skulle være noget på den før man scannede ens boardingcard. Vi havde været lidt i tvivl om det ikke var ærgerligt, da det så fjernede overraskelsesmomentet. Jonas havde dog haft en god pointe med at det ikke ville fjerne det, da der allerede lå et stort overraskelsesmoment i, at man med boardingcardet kunne ændre, hvad der var på væggen. Endvidere ville noget illustrativt på væggen tiltrække folk til installationen.

Vi besluttede os derfor, at der skulle være noget på væggen og kom ret hurtigt frem til, at vi ville lave et verdenskort, hvor folk ’indskrev sig’, når de scannede boarding kortet.

Endvidere havde vi en diskussion om det individuelle overfor kollektive minde og det kulturelle minde overfor det offentlige minde. Hvad det gør ved os, at vi indskriver os i noget og at vi bliver en del af et flygtigt fællesskab.

En af gruppens medlemmer nævnte bl.a. at det gjorde noget specielt ved hende, når hun kørte forbi cykeltællerne rundt omkring i Aarhus, hun blev en del af ’cykel familien/fællesskabet’, var sund, gjorde noget godt for miljøet- og indskrev sig dermed i denne kultur.

Det blev besluttet at det skulle komme frem på en eller anden måde, at du er nu nr. xxx der flyver til  xxx i denne måned.

Vi talte endvidere om værdien i at man sammen skaber noget. Om det skulle være en del af installationen, at man igennem fx samarbejde kunne påvirke denne. At man netop kunne få en belønning ved at gøre noget sammen.

Vi havde et klart ønske om at skabe en stemning, af det folk var på vej hen til. Stemningsøjeblikke. Som Gumbrecht siger ”we are constantly living the past”. Når vi rejser lever man hele tiden i andre folks fodspor, der er andre, der allerede har været der. Vi ønsker at lege med spændingsfeltet med at være på vej og med det fremtidige møde med noget nyt.

Vi talte en hel del om, hvad der skulle ske på skærmen, om det skulle være et stort billede. Hvordan folk skulle blive en del af billedet. Om de skulle kunne påvirke det, hvordan de skulle kunne føle, at de var der. Fx kunne man løbe midt imellem tyrene i Spanien. Om skærmen skulle være helt udfyldt, eller blot de dele man dækkede med ens krop. Om flere mennesker skulle kunne deltage i interaktion mv.

Helt praktisk kunne det ikke lade sig gøre, at afskrive andre i at deltage, når en deltog. Gik de ind foran installationen, ville de blive en del af den.

Løsningen herfra blev således:

Når man kom hen til væggen, var der et verdenskort på. Når man scannede ens boardingkort, ville der blinke en lampe på den destination man skulle hen til og der ville komme frem på kortet ”You are number xxx who are going to xxx this month” (både på dansk og engelsk) (man indskriver sig hermed i installationen og lufthavnen)

Dernæst ville det fade ud og et mosaik af forskellige billeder fra den destination man skulle hen til, ville komme frem.

Med ens krop ville man kunne aktivere disse billeder således at de blev til små film. Dvs. der hvor ens skygge rammer billederne, ville disse blive aktiveret.

Kom der flere hen foran skærmen ville deres kroppe også aktivere billederne. Vi talte om, at hvis mange fx gjorde det på samme tid, skulle det udløse, at en af de små film blev stor. Dette skulle vi undersøge, om det overhovedet kunne lade sig gøre rent teknisk.

Vi talte endvidere om, at vi ville lægge en lyd ned over installationen for at spille lidt mere på det sensoriske. Det skulle være en tilfældig lyd fra en af filmene. Dermed spiller man også på et element hvor teknologien træder frem(reflectivity) og giver installationen et lag af Dunnes perspektiv.

Et imaginært fællessskab opstår ved at man udover tiden har oplevet samme film som andre, der skulle til netop samme destination. Men i og med at der er mange forskellige film, vil man få en individuel oplevelse.

Indholdet fra installationen skulle dels komme fra youtube, men brugerne skulle også have mulighed for at oploade en film på Billunds hjemmeside.

Efter endt oplevelse, ville man kunne få udskrevet et klistermærke, hvorpå der stod at man havde været på vej til xxx destination igennem Billund Lufthavn og at man var velkommen til at oploade et minde på bll.dk

Workshop 2.0

For at teste vores nye koncept (udviklet EFTER designmessen), valgte vi at afholde endnu en workshop, hvor vi havde indbudt få mennesker, for at få en mere intim situation, hvor folk ville have nemmere ved at tale sammen. Vi præsenterede de indbudte gæster for vores nye koncept ved at forklare og visualisere idéen, derefter talte vi lidt om, hvad vi efterfølgende ville have ud af dagens workshop. Hvad vi ønskede fra vores deltagere, var hjælp til at gennemtænke og videreudvikle konceptet, hermed en respons og kritik og en hjælp til de mere tekniske udfoldelser af projektet.

Den første øvelse vi valgte at lave, tog udgangspunkt i metoden The Six Thinking Hats udviklet af Edward de Bono (Löwgren & Stolterman, 2007). Vi valgte denne metode, for at udfylde de manglende perspektiver omkring vores design og for at få nogle andre øjne derpå.

The Six Thinking Hats udgør:

·         Den hvide hat: neutral, objektiv og informerende → hvad mangler vi, hvad har vi, hvordan får vi den? Fakta og tal.

·         Den røde hat: følelser og intuition → hvilke følelser har vi omkring idéen? Hvilken fornemmelse har vi. Hvad gør det ved dig?

·         Den sorte hat: kritisk og bedømmende → farer og risiko ved idéen. Hvilke potentielle faldgrupper? Hvad kan gå galt?

·         Den gule hat: optimisme og positivitet → muligheder, fordele og værdi ved idéen. Konstruktive tanker. Hvad er sket, når det er rigtigt godt?

·         Den grønne hat: nye idéer, forslag og kreativitet → findes der alternative måder at gøre dette på? Hvad er det skøreste, mest vanvittige at gøre?

·         Den blå hat: beslutninger → birds-eye view. Overblik og opsamling → hvad fik vi lært af det? Lave handleplan – hvem gør hvad?

Efter forklaringen af hver enkelt hat, opfordrede vi vores workshopdeltagere til at komme med deres indput på vores koncept. Alle i gruppen havde samme farve hat på samtidig, da styrken ved tænkehattene netop er, at alle tænker i de samme baner samtidigt, og på denne måde formår at komme i dybden med hvert perspektiv. Deltagernes bidrag ser således ud:

Hvid hat:

o   Placering → der hvor folk går meget

o   stor væg

o   blikfang → blink, farve

o   Varme/strøm → budget

o   Dyrt at udvikle

o   Personligt ift. det industrielle

o   Hvor mange skal kunne registreres?

o   Folk er forskellige højder → børn leder efter noget andet end voksne

o   Hvor mange destinationer skal den kunne vise?

o   Hvilken tid skal billederne være?

o   Skal man selv kunne koble billeder/video på?

o   Fotokonkurrence til at fastholde brugere efter ankomst

o   Mest logisk at gå hurtigt igennem afgang

o   Hvad hvis folk rører ved den → ødelægger den?

o   Afhjælpe følelsen af at have forladt noget

o   Billund skaber værdi → gør det rart, når man kommer hjem.

Gul hat

o   Augmented reality → Fx Jyske Bank gulv

o   Heptic Feedback → mobil/spillekontroller, vibrerer → når du rører, kører der fx en bil henover

o   Vind en rejse

o   Bruger skal glæde sig til rejse

o   Skærme rundt omkring i hele lufthavnen → hvis du viser et billede af gangen

o   Filmmuseet → du kan få en ’bier’kjole på el. eskimodragt på → deling af, hvor du skal hen → rider på en kamel

o   Hvis man har haft en god rejse → dårlige/sjove billede, som kunne smides op på en væg

Grøn hat:

o   Hele lufthavnen er et interaktions univers

o   3D simulering → hologram af fx pyramider, avatar

o   Kæmpe Facebook væg, hvor alle checker in, så alle kan se det

o   Ligesom TV2 filmer de mennesker, hvor de er på vej ind → små blokke → små film, som kollage, der snakker på samme tid

o   Ingen lyd → træt af det → forstyrrende

o   Rejsetips → dele af erfaring → sidste minut → lige kommet hjem→ fresh → underground historier

o   Modsat: er lufthavnen det rette sted for dette? Gider man det der?

o   Toilet billeder

Blå hat:

o   Begrænsninger i at det er dyrt → men tingene kan lade sig gøre

o   Ikke den bedste idé i hele verden til at gøre flyrejsen bedre

o   God idé ift at det med at man skal steder hen → flere steder i lufthavnen → tracking

o   Andet end en væg/skærm?

o   Adskillelse → bliver andet end blot en ventehal → man kan huske det → børn/familier → god konkurrence → lave den sjov

o   Bluetooth → hvor tæt er jeg på skærm → gruppe af mennesker

o   Photosensor kan gætte, hvor du skal hen

Sort hat:

o   Pas → må ikke bruges! → lov

o   Sensorer – næsten umuligt → i stedet mobil bluetooth → følger dig rundt → men skal selv aktiveres

o   Ikke god idé i afgang/ankomst → start efter security → to starpunkter → men hvis man tager afsked bruger man tid derude → noget at lave sammen

o   Konkurrence til reklameskiltene? → mere udskillelse

o   Før man gider gøre det, skal man have noget ud af det, fx gratis drinks på flyet → indsats hele vejen og belønning til sidst → modsat skulle oplevelsen være belønning i sig selv

o   Nemt at deltage, fx scanne en QR kode ift APP → men sværere at tracke

o   Jo flere mennesker, jo mere aktivitet

o   De flyafgange der er på det givne tidspunkt aktiveres → fx Lonely Planets top ti caféer i Paris → Billund er ikke interesseret i at brande andre byer

o   Gulvet → fx go to gate → følg hula hula-pigerne til gaten

Efterfølgende metoden og samtalen om The Six Thinking Hats, bevægede vi os over til en anden øvelse kaldet Interaction Relabelling. Denne metode gik ud på, at deltagerne fik nogle forskellige probs, som de skulle forestille var konceptet. Et eksempel kunne være en bil, som de skulle forestille var konceptet, hvordan ville det så fungere? Kunne det være mobilt? Skulle nogen styre? Kunne man sidde ned?

De forskellige probs, som blev givet, var følgende:

·         En tromme:

o   Larmende – lyd

o   Rundt

o   Når du trommer, så kommer billedet op

o   Aktiveres via lyd

o   Slår på væggen

o   Synger – forvrænger billederne

o   Aktiveres via det, at du rører ved tingene

o   Slagbestemt

o   Du tager konceptet med dig rundt

o   Konceptet med ud af lufthavnen

o   Du spiller sammen med dine medrejsende

§  Hvis alle spiller samme ’tone’ – skal kunne samles i grupper → møde en anden, der skal samme sted hen

·         En smartphone:

o   Interagerer med en APP

o   Inden du tager af sted, interagerer du med lufthavnen

o   Skype

o   Mistet bagage → warning i afgangshal

Efter at have ombetegnet konceptet, kastede vi os over en paneldiskussion, for at få svar på nogle vedkommende ting i forbindelse med konceptet, teknikken osv. Spørgsmålene, der blev stillet, var disse:

·         Teknisk snilde – hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan ville man kunne teste det?

o   Test:

§  Projektering af video

§  Touch skærm → after effects

§  Video der trykker på forskellige ting

§  Mock up → hvad kan man gore for at brugerne forstår det I pap?

§  Fjernsyns skærm

§  Lagen med billede – følger en person

§  APP mock up i programmet ”blueprint”

·         Erindringsopkobling – kan vi få erindringskultur mere ind?

o   Man vil ikke vise, hvor man har været til alle andre

o   Foursquare – check in – alle kan se det → vælger det aktivt → konkurrenceelement

o   Billeder

·         Skal væggen registrere det selv, eller skal brugerne selv sætte det i gang?

o   Man skal selv vælge at være aktiv deltager

·         Hvad hvis der er flere, som står foran og skal sammen til samme destination eller forskellige steder hen?

·         Hvor kommer filmklippene fra?

o   Fra brugerne

o   Måske flere klip

o   Youtube

o   Stemningsskabende eller folks oplevelser? → er der nogen, som vælger dette ud?

o   Bedre med gode film fra områder alle kender

o   Personlig grænse?

o   Ville folk sende disse billeder → ja, hvis det var det.

o   Koble tweets op til koncept, fx alt fra NYC.

o   Oploader billeder i lufthavn, mens man er der – ikke ude på rejsen

o   Nyheder fra DK → når man kommer hjem – viden → vejret i andre lande – forskelle

o   På vinduerne → augmented reality

·         Ville I gøre dette? Ville I bruge den? Hvorfor? Hvorfor ikke?

o   Positive kommentarer:

§  Nok at man kan se, at der sker noget

§  Skal være nemt

§  Noget man får et smil på læben af

§  Det at man kan se, at der sker noget → stemninger, affekt, simpelt

§  Børn

o   Negative kommentarer:

§  Hvis det minder for meget om tv

§  Man skal ikke gøre ret meget

§  Flot æstetik

§  Det skal afspejle mig

§  Jeg skal aktiveres gennem sanserne → lyd, duft (duftomaten)

§  Information som er relevant for mig → ved interaktion → fx små monitorer

Slutteligt rundede vi eftermiddagen af med en evaluering af workshoppen, hvor deltagerne fik mulighed for at byde ind med ris og ros:

·         Godt forberedt

·         Gode workshops

·         Godt bygget op

·         Interaction relabelling mindre godt

·         Til gengæld var The Six Thinking Hats godt → men vi skulle måske være mere stringent overfor farverne – altså holde os til én hat af gangen.

·         Godt at det var så tidligt i processen

Efterfølgende workshoppen reflekterede vi overordnet over det samlede resultat, samt over metoderne, som blev anvendt. Sammenlignet med sidste workshop, var kommunikation deltagerne imellem mindre god. Dette kan hænge sammen med antallet og det faktum, at der ikke var nogen, der kendte hinanden i forvejen.

Til gengæld fik vi nogle rigtig gode tekniske vinkler på konceptet på grund af Thomas, den ene workshopdeltager, som er datalog. Interaktion er dog ikke hans speciale, hvorfor vi gerne vil kontakte nogen fra CAVI eller Innovation Lab for en mere fagligt, dybdegående samtale om flere af de tekniske vinkler på projektet.

Det var sjovt, at der var så mange meninger omkring konceptet; nogle syntes, der skulle kobles meget mere konkurrence på, for at man gad gøre tage sig tid til at opleve installationen, mens flere andre syntes at det, som var spændende ved projektet var, at det var så enkelt, og at det var nok i sig selv, at oplevelsen var stemningsfyldt.

Størstedelen af deltagerne bekræftede, at de ville anvende installationen i lufthavnen. Dog ville de fleste gerne have flere skærme, som fulgte dem rundt i lufthavnen eller fx i caféerne, hvor der blev spillet musik. Yderligere kunne der tilføjes information på væggen fra Twitter eller Foursquare, og der kunne eksempelvis udvikles en APP.

Metoden Interaction relabelling var svær at forklare og svær at forstå for deltagere. Det krævede en del forklaring og eksemplificering, og det var først ved forsøget med den tredje prob, at de begyndte at bruge metoden rigtigt, eller i hvert fald bruge det på en måde, så der kom noget konstruktivt ud af det. Til gengæld kom der nogle gode vinkler på konceptet, som ellers ikke ville have vist sig.

The Six Thinking Hats var derimod en rigtig brugbar metode i denne sammenhæng og gjorde, at deltagerne kom rigtig godt rundt omkring konceptet og de forskellige vinkler. De var hurtige til at få sagt en helt masse ting og tanker omkring projektet, men de havde svært ved at holde sig inden for den givne hat, som var i fokus. Vi skulle have været mere stringente i dette tilfælde, for derved at fastholde tankegangen. Det var dog både ærgerligt men også svært, at skulle begrænse deltagerne i deres tankestrøm og deres idéudvikling.

Vi har endvidere selv gennemtænkt nogle kritikpunkter til konceptet, som mangler mere fokus.

·         Der mangler noget mere interaktion.

·         Oplevelsesøkonomi?

·         Erindringskultur?

·         Hvad får brugeren ud af det? Fornemmelse og affekt.

Disse punkter, samt workshopdeltagernes input, tanker og forslag vil vi tage til overvejning og yderligere tage med os under videreudviklingen af vores konceptløsning.

Iteration - Tre skridt tilbage

Vores refleksioner over valg af lufthavnsrum endte ud i at vi til sidst besluttede at fokusere på terminalen som rum for interventionen.  Dette valg betød at vi måtte foretage en iteration i processen og tage et par skridt tilbage. Valget af terminalen betød nemlig også at bagagestrippen ikke længere var relevant, idet man sætter denne på sin kuffert i afgangshallen, og derfor ikke har den til rådighed i terminalen.

Vi gik tilbage til den del af processen hvor vi lavede affinity diagram, og divergerede for bedre at kunne konceptudvikle til det nye rum. Vi tilførte dog vores nye refleksioner og erfaringer fra designmessen og vejledning.

Vi valgte at holde fast i nogle aspekter af det gamle koncept som vi synes var gode og stadig relevante. Men det førte også til nye indsigter og ideer.

Vi brainstormede videre over hvad det var der var godt og hvad det var der ikke holdt i konceptet. Og hvad det var vi gerne ville fokusere på i lufthavns oplevelsen.

Vores tanker kredsede blandt andet om at man måske ikke skulle udfordre den mystik der var i lufthavnen, ved at gøre interventionen for personlig. Vi begyndte at se at mystikken måske nærmere skulle underbygges, da det var denne der skabte spænding og stemning i rummet.

Det var også klart for os, især efter designmessen, at interventionen ville blive afprøvet, beskuet eller bedømt af mange forskellige mennesker, i alle aldre og med forskellige meninger og lyster. På den ene side gjorde dette os klar over at ved at lave en intervention der skulle benyttes via en smartphone måske afskrev mange, men på den anden side gik det også op for at vi ikke kunne lave en intervention for alle. Dog er lufthavnsrummet så mangfoldigt at vi måske alligevel skulle forsøge at gøre den så nem og let at gå til så de fleste ville kunne få noget ud af den.

Vi var især blevet opmærksomme på at især børn fungerer som foregangsmænd, når der er noget nyt som skal afprøves, eller blot noget som de kan aktiverer. På messen så vi at børnene synes det var spændende at de kunne gøre noget for at få noget nyt frem. Om de så var interesseret i indholdet, var en helt anden sag.

Vi diskuterede hvad det var man som bruger egentlig gennemgik emotionelt i terminalen, og hvilke behov der var. Vi begyndte at snakke meget om den forandring der er mentalt når man skal ud og rejse. Det er et afbræk fra hverdagen, og der er næsten altid en form for større eller mindre transformation af individet tilknyttet dette.

Vi så lufthavnsrummet som et potentielt overgangsrum, eller ligefrem en overgangsrite. I dette  rum forberede man sig på at skulle noget nyt. Man starter rejsen i lufthavnen, og det er her følelsen af forandring begynder at træde i kraft. Rummet bliver en overgang fra individets almindelige hverdagsliv, og til oplevelsen af at rejse. Man er måske her netop mere åben overfor risici, overfor at prøve noget nyt, eller møde fremmede mennesker. (Alt dette snakkede vi allerede om i starten af vores designproces) Lufthavnen kunne fungere som en slags overgangsritual.

Vi var denne gang mere opsatte på at følge vores mavefornemmelser, end for at skulle forsøge at gøre vores interessent tilfreds, eller forsøge at presse erindringskultur eller andet ned over situationen, selvom det måske ikke passede ind.

Vi diskuterede kort igen hvorfor det ikke gav mening at lave en intervention i angangshal/ankomsthal. Dette fordi det er et naturligt flow i dette rum, og mest af alt fordi vi havde fundet ud af at de fleste ikke har lyst til at lave noget derude. De er for stressede, og er ikke rolige og trygge før de er kommet igennem security. Mest af alt har brugerne ikke behov for noget at lave i dette rum, og det vil måske mere være en forstyrrelse end en glæde. Derudover er det netop i terminalen at de sidder og keder sig, og derfor argumenterer vi for at netop en oplevelsesøkonomisk intervention er bedst at udføre i dette rum.

Men vejen til denne erkendelse, har været lang og indviklet for os. Men måske også nødvendig.

Vi begyndte at indtænke begrebet Loose Space fra stedsteori ind, som en slags time-out  fra hverdagens rutiner, som det netop også ville være i lufthavnen.

Vi ville også gerne spille på forventningens glæde, og synliggøre dette bedre. Det er disse følelser af forventning som på en måde sætter rejsen i gang.

Vi snakkede om at sammenligne før og efter rejsen. Kan man se en forandring ved fx at tage før og efter billeder af passagererne. Her snakkede vi om spejle som havde store spørgsmål skrevet på som fx ” Hvad er dine forventninger?” osv. Spørgsmålene skulle sætte tanker i gang, og der kunne så ligeledes være spejle når man kom hjem igen med andre spørgsmål på. Vi legede her med brugernes egne refleksioner over dem selv og deres rejse.

Vi satte spørgsmålstegn ved om billeder eller spejlbilleder gjorde stemningen og forventningerne synlige nok. Måske skulle der laves noget mere visuelt.

Vi blev inspireret af et tiltag i Heathrow lufthavn hvor de havde lavet ”Sticky Bits”, som var små stregkoder over hele lufthavnen, som man kunne scanne. Vi så en mulighed i at benytte noget lignende som peepholes i Billund lufthavn. Dette var mere eller mindre blot en anden form for bagage strips med QR koder.  Men selve peepholes ideen, kunne vi godt lide. Det ville skabe et glimt af noget, og dermed skabe nysgerrighed og evt stemning for brugerne.

Vi talte også om at brugerne i forhold til lufthavnen som overgangsrite, skulle give slip på hverdagen på en meget konkret måde. Måske skulle man afgive noget som symbol på hverdagen, og dermed gøre sig klar til rejsen. Man skulle give slip på hverdagsproblemerne. Vi diskuterede om det ikke var noget man gjorde ubevidst i forvejen, noget man mentalt gør, og der var måske ingen pointe i at fremhæve dette.

Vi snakkede også en del om ”go to gate” oplevelsen, og om man måske kunne lave en oplevelsesrute ala Serendipitor.

Vi begyndte at idegenere ud fra aspektet af at være på vej, at være i bevægelse og i forandring.

Vi fik ideen om en interaktiv væg inspireret af Camilla Utterbacks installationer. Ideen af at når man passerede forbi væggen eller bevægede sig foran ville aktivere den, kunne vi rigtig godt lide. På væggen skulle der være øjeblikke fra den destination som man skulle til. Og disse skulle vises som video evt med lyd. Dette korresponderede også godt med Billunds tagline ”Verden direkte”. Videoen skulle aktiveres når en person gik forbi væggen.

I stedet for bagagestrippen kunne man benytte boarding cardet eller måske passet som aktiveringsobjekt. Dette kunne stadig væk bruges som erindringsmateriale da det også er noget man har med sig rejsen igennem.

Ideen var at personen skulle scanne sit boarding card eller pas og aflæse den destination som brugeren skal hen til. Destinationen ville så vise sig ”live” og in motion når brugeren var i bevægelse foran væggen. Ligeledes kunne der følge lyde med fra destinationen.

Vi havde en umiddelbar god fornemmelse af denne ide. Og vi syntes at den var baseret på mange af vores teoretiske og empiriske findings. Interventionen ville give personen en fornemmelse af at være på vej, samt en forsmag på hvad der ventede dem på rejsen, men samtidig kun et øjeblik. Disse øjeblikke så vi som peepholes, hvorved mystikken kunne bevares og spændingen intensiveres. Det skulle ses som en mulighed for at lave noget meningsfyldt, i stedet for at sidde passivt og vente på at komme af sted, og blot drømme om rejsen.

Vi ville gøre lufthavnen til noget mere end et nonplace. Det skulle være  et sted hvor man kan ”go anywhere, i stedet for no-where”. Vi begyndte at snakke om mulighederne for at afprøve andre destinationer også. Dette på baggrund af vores empiri, hvor flere nævnte at de også sad og forestillede sig andre destinationer end deres egne, i lufthavnen.

Vejledning efter Designmessen

Efter designmessen havde vi et stort behov for vejledning med Jonas og Louise og bad derfor om et møde med dem. Vi fik på messen både god og dårlig feedback omkring vores designkoncept, men vi følte os ikke overbeviste om, at vi havde fat i den endelige løsning endnu. Endvidere følte vi, at vi sad fast ift., hvor meget vi knoklede med konceptet, og for os var det hele tiden et skridt frem og to tilbage.

Til mødet snakkede vi derfor om, hvorvidt det var muligt at flytte konceptet til terminalen frem for afgangs-ankomsthallen, da det efterhånden gik op for os, at dette sted var for svært for os, at få brugerne aktiveret. Endvidere gik det imod vores undersøgelse at blive ved med at arbejde med afgang-ankomst, og vi følte efterhånden kun, at vi bevarede dette rum, fordi vores interessent mente, at det kunne være spændende, netop fordi dette rum mangler noget, og fordi der allerede er påbegyndte tiltag til brugeraktivering i terminal-området.

Dog har vi jo fundet ud af, at ventetiden fordrives bedst, når man venter på flyet, altså ved terminalen. Derfor kræver vores koncept en anden rammesætning, for overhovedet at kunne lade sig gøre. Man kan dog snakke om, hvorvidt der er bevægelse i det, hvormed man evt. kunne starte det i afgang-ankomst og lade det gå videre i terminal-området.

Heldigvis mente vejlederne, at vores arbejde ikke var helt spildt, og at vi havde gode argumenter for at flytte vores koncept til et andet område. Dog krævede det, at vi skulle være refleksive omkring, hvad det vil gøre at flytte rummet.

Ville det endvidere være muligt for os at lave en prototype i lufthavnen? Og ville det i så fald blive en bedre opgave, hvis vi gjorde det? Vi kom frem til, at det ville være optimalt at gøre inden det mundtlige forsvar, hvis vi har tid?

Derudover kom vi ind på emnet omkring vores træ; hvorfor hænge bagagestrips på et træ? Giver det mening? Vi selv har jo brugt begrundelsen, at Billund Lufthavn har stort fokus på miljøet, hvorfor et stort, levende træ ville give både stemning og natur til afgang-ankomst, men også sætte fokus på miljøet. Men er det mere bare en iøjefaldende genstand, som ligeså godt kunne være noget helt andet?

Også bagagestrippen blev diskuteret; hvorledes kunne man få/lokke folk til at knytte informationer til denne? I sig selv er idéen, omkring at tage bagagestrippen i brug, god – da det er et erindringsmateriale, som følger dig gennem hele rejsen. Her kan man igen tage fat i bevægelseselementet og evt. indtænke en slags velkomst, når brugerne ankommer til lufthavnen og lade dette fortsætte i en bevægelse til check in og dernæst terminalen, som en slags overgangsritual.

Der er dog noget fedt over det uforpligtende, men det kan evt. bruges som løftestang til at skabe kontinuerlighed i rejsen?

Man må også tænke på, hvilken emotion oplevelsen skal have. Hvortil vi først svarede inspirerende, smil på læben og informerende. Men kan der skabes flow? Man er på vej ud i verden. Rejsen starter i lufthavnen – hvortil vi taler om stedet som et non-space (som noget der er globalt ens, hvor der ikke findes antropologisk forandring). Men Billund lufthavn er et jysk sted, ikke et non-space, som vi måske først har antaget. I Billund er lufthavnen ikke et stort, globalt transitrum – der er nemlig stort forskel på lufthavne. Når vi nærmere tænker efter, og rent faktisk lytter til vores brugeres udtalelser, så er Billund lufthavn ikke bare en lufthavn, men netop en lille, lokal lufthavn. Hvem er dog motiveret for denne lokale forankring?

Vi taler på ny omkring udfordringen ved, at vores brugere er på farten. Dog betyder det ikke, at vi ikke kan komme frem til en designløsning. Det at være i bevægelse – at være på vej, giver større mulighed for at løfte rejseoplevelsen. Ikke fornemmelsen for at befinde sig på den jyske muld, men fornemmelsen for at være på vej et sted hen.

Vi står dog overfor et clash, da vores interessent, Mette, fremhæver Billund Lufthavn som denne lokale lufthavn, og vi får at vide, at vi ikke skal tage Mettes mening med hele vejen, men nogle gange holde fast i vores egen mavefornemmelse. Alt skal altså ikke forkastes, fordi vi overvejer at tage et andet rum i brug.

Bagagestrippen skal dog med hele vejen, da den netop repræsenterer bevægelsestingen.

Ydermere er det ikke værdiløst med en partner - men alt handler ikke om denne, hvorfor vi ikke skal være så bange for at en smule imod dennes ønsker. Hvorfor man også kan sige, hvor er der mest læring i det for os? Hvis vi ikke kan udvikle noget vi kan stå indenfor, så er der ikke pointe i at lave noget med vores interessent, Mette. Dog er der selvfølgelig læring i at kunne holde sig indenfor interessentens rammer.

Efterfølgende vejledningen, reflekterede vi over de ting, som var blevet sagt, og vi snakkede om, at det var godt at kunne komme flere lag på konceptet, dvs. overfor Billund lufthavn ville man kunne argumentere, at der er branding potentiale i vores koncept, hvorimod der, ift. vores opgave, er andre ting, som vi kan ligge vægt på.

Mht. vores community idé, så blev den forkastet en smule til vejledningen, da du logger dig ind og dermed forankres i lufthavnen. Det er måske godt med det uforpligtende, som ikke personliggøres? Dog mener vores brugere (workshop deltagere), at community idéen er god, da du føler, at du er speciel, idet det kun er for de rejsende.

Vi kommer dog slutteligt frem til, at man ikke skal forankres i stedet, da det er et sted med flow, hvor du er i bevægelse/rejser.

Endvidere taler vi om, at vi ikke er praktikere, men strateger, da vi ikke gode til at modellere vores idéer/lave dem om.

På nuværende tidspunkt er vores koncept fyldt med modstridende ting – i bevægelse/rejsen vs. stilstand/afslapning, og vi føler derfor at vi sidder lidt fast og har brug for nye øjne på nyt koncept – derfor ønskes endnu en workshop.

Designmesse

Resultatet af flere måneders slid skulle onsdag d. 3. maj fremvises på Designmessen.

Vi havde valgt at fremvise vores idé om ”The Memory Tree”, som var placeret i midten på standen med to sækkestole rundt om. For at skabe en lufthavnsstemning projicerede vi en video fra Billund Lufthavn op på den ene væg. På den anden væg fremviste vi en prototype af folks posts af minder.

Vi havde kæmpet mange timer op til messen på at få det tekniske til at fungere og forhørt os bredt i netværket, hvorledes man på bedst mulig vis kunne afprøve konceptet.

Det tætteste vi kom på dette var at lave en profil på tumblr. På denne profil havde vi lavet forskellige undersider med vores egne minder, som hver især var tilknyttet en unik QR-kode på en bagage-slip. Disse slips hang på vores træ på standen. Således kunne folk scanne en strip og opleve et minde. Endvidere havde folk mulighed for at oploade deres eget minde på en strip (ens), som så ville blive projiceret op på den ene væg.

Vi oplevede stor interesse på vores stand, og folk var meget nysgerrige, omkring hvad man kunne prøve, og vi kom i dialog med mange omkring lufthavne, rejser og vores koncept. Grundlæggende var folk meget positive, men der var et tydeligt mønster i de problematikker ved vores koncept, som folk fremhævede.

På den positive side blev følgende nævnt:

•  Spændende måde at høre om andre rejsendes oplevelser på
•  Fint projekt. Brugbart fx som underholdning mens man står i kø til security check.
•  Det er fedt at der er noget taktilitet i stedet for skærm.
• God idé da folk generelt har mere og mere brug for at dele/fortælle.

De mere negative kritikpunkter var sammendragende følgende:

•  Det er svært at lave konceptet i afgangs/ankomstrum – folk foretrækker terminalen, hvor de alligevel venter.
•   Hvad får folk ud af det? Hvorfor skal de gøre det? Hvorfor dele minder med fremmede i stedet for bare på Facebook?
•  En nævnte, at man ikke får noget ud af aflevere et minde- måske skulle man mere tænke i at dele oplysninger frem for minder.
• Børn synes måske det er sjovere end voksne.
• Husker folk at efterlade strippen? Og er de motiveret herfor?

Sammendragende kan man altså sige, at folk umiddelbart ikke er interesseret i endnu et community. Folk mangler et incitament til at tage del i vores koncept.

Samtidig er vores valgte rum, ankomst/afgangshallen, kompliceret at arbejde og mange undrede sig over, hvorfor vi ikke arbejde med selve terminalen.

Det er derfor til overvejelse, om vi virkelig vil holde fokus på dette rum, eller om vi skal skifte retning.

Efter denne messe, føler vi os desværre ret modløse. Netop fordi mange af de ting folk fremhævede, var ting vi allerede havde diskuteret, men som vi havde indset var svært at arbejde med. Særlig at selve rummet var et svært rum at engagere folk i.

(en ekstra lille kritik går på teknikken- vi havde desværre nogle problemer med at tingene på tumblr ikke rigtig blev oploadet, så folk kunne ikke se deres minder projiceret op på væggen, som det ellers var planlagt)